23948sdkhjf

Ekspert: Apple har lavet en ambitiøs ny Iphone

Apple er gået langt for at imponere med Iphone 7.
Selv om de fleste detaljer allerede var lækket på forhånd, lykkedes det alligevel for Apple at begejstre selv eksperter under præsentationen af den nye Iphone med modelnumrene 7 og 7 Plus.

John G. Pedersen, der er redaktør på meremobil.dk, lod sig i hvert fald overbevise om, at Apple har fat i den lange ende med sin nye topmodel.

- Grundlæggende er det nok en af de største præsentationer i de senere år, for det var ikke bare en gentagelse af det samme som tidligere.

- Jeg er glad for, at de kommer med nogle ting, der viser en ny retning. Det var et ambitiøst oplæg.

Han hæfter sig især ved, at Apple har lavet sin egen standard for trådløs overførsel af lyd, og så roser han det nye kamera på 7 Plus-modellen, hvor man introducerer optisk zoom på en mobiltelefon.

- Telefonen er vores primære kamera, og derfor vil mange brugere få glæde af det.

- Og for mange Iphone-brugere vil det også blive modtaget med kyshånd, at Iphone 7 er vandtæt, selv om andre producenter har taget skridtet for længe siden, siger han.

Han mener, at telefonen har potentiale til at blive en storsællert, selv om den formentlig starter i et prisleje et stykke over konkurrenterne.

- Det er ikke relevant at udskifte en velfungerende telefon, der er et år gammel, med en Iphone 7.

- Men står man og skal have en Apple-telefon, så skal man købe den her, fordi man får meget, som man ikke får i de andre modeller, siger han.

Samtidig glæder han sig over, at Apple for første gang muliggør, at man som dansker kan få telefonen i hånden samme dag, som den bliver udgivet i USA.

- Det er genialt, og det viser bare, hvor højt Danmark er prioriteret, fordi Iphone sidder på en relativt stor markedsandel her, siger han.

Iphone 7 og Iphone 7 Plus kan bestilles fra fredag, og de første eksemplarer frigives 16. september.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096